I denne artikel får du en håndfuld simple råd til, hvordan du forbereder dig til en vellykket jobsamtale. Tidligere har du kunnet læse vores guide til et godt CV og en god ansøgning. Hos WolterJohannsen har vi i gennemsnit godt en jobsamtale om dagen, og fordi alle mennesker er forskellige, er det en ny oplevelse hver gang. Jobsamtalen minder for nogle skræmmende meget om en eksamenssituation, men sådan behøver det ikke at være. Her får du nogle gode råd til, hvordan du bliver den bedste udgave af dig selv til samtalen – det kræver forberedelse og research på virksomheden og måske også nogle overvejelser om, hvordan du skal klæde dig. Læs med her, hvis du gerne vil blive en haj til at gå til jobsamtale! 


Et godt CV og en god ansøgning er vejen til jobsamtalen, men de kan ikke stå alene. En jobsamtale kræver nemlig forberedelse og grundig research på den virksomhed, som du skal til samtale hos – indirekte hos rekrutteringsfolk som os eller ved din kommende arbejdsplads. Faktisk mener 72 procent af arbejdsgivere, at dét at komme uforberedt til jobsamtale, er den mest irriterende jobsøgningsadfærd (Rekrutteringsanalysen 2015). Derfor er der god grund til at gøre dit forarbejde.

1. Research på virksomheden

Du har højst sandsynligt allerede brugt mange timer derhjemme på at finpudse CV og ansøgning, og du er nu endelig blevet kaldt til samtale – stort tillykke! Det er dog ikke nu, at du skal slå benene op, læne dig godt tilbage og bingewatche din yndlings Tv-serie på Netflix. Bryg i stedet en stærk kop kaffe, sæt dig hen til computeren og lav grundig research på den virksomhed, du skal til samtale hos, for en god jobsamtale kræver god research. I denne sammenhæng er Google din bedste ven – “gå på jagt” på firmaets hjemmeside, LinkedIn og Facebookside og notér dig relevant information og spørgsmål der opstår på baggrund af din research. Sider som proff.dk og NN Erhverv kan give dig information om virksomhedens økonomi og nøgletal, der især er værd at se nærmere på, hvis du skal ind i en ledelsesstilling. På denne måde får du et bedre indtryk af virksomheden, deres værdier og hvad de står for, hvilket ruster dig til en bedre (og mere begavet) smalltalk til samtalen. Mange ansøgere laver tilsyneladende ingen research, så hvis du viser nysgerrighed og viden om virksomheden, er det både en måde at skille dig positivt ud på og vise motivation. 

2. Hav styr på dig selv 

På samme måde som det er klogt at have styr på virksomheden til samtalen, er det også vigtigt at have et klart overblik over, det du har skrevet om dig selv i dit CV og din ansøgning. Har du skrevet, at du er kreativ, skal du kunne uddybe med konkrete eksempler til jobsamtalen. Mange arbejdsgivere vil bede dig ”fortælle lidt om dig selv”, og så kan det være en fordel, at du har forberedt en elevatortale. Det er en målrettet, kort præsentation af dig selv, hvor du kan flette din faglighed, personlighed og motivation for jobbet ind. Det er sandsynligt, at du får ca. 1 minut til at præsentere dig selv til samtalen, og du kan med fordel afslutte elevatortalen med den eller de primære grunde til, at du har søgt jobbet. På den måde får du mulighed for at tage styring over samtalens næste skridt. Selvom virksomheden har opfordret dig til at “komme som du er”, er det stadig vigtigt, at du er velforberedt. 

3. Tænk over din påklædning 

Som rekrutteringsvirksomhed kan vi skrive under på, at det første indtryk ER vigtigt! Helt overordnet er det smart at tænke over dårlig ånde og fedtet hår. Det virker måske overfladisk, men du giver klart et bedre førstehåndsindtryk, hvis du ser soigneret ud. Arbejdsgiveren skal kunne se dig i jobbet og fornemme, at du vil passe ind. Derfor er det i denne sammenhæng også vigtigt, at du har lavet din research på virksomheden, så du kan få fornemmelse af hvor formel eller uformel virksomheden er, og hvilken stil der hersker på arbejdspladsen. Nogle arbejdspladser foretrækker det helt casual look og andre har en dresscode, og er det tilfældet, er det naturligvis klogt at komme i skjorte. Under alle omstændigheder skal du føle dig godt tilpas, men der kan være nogle retningslinjer, som er smarte at følge for netop at give indtryk af, at du har forstået kulturen på arbejdspladsen.

4. Giv et godt håndtryk og sig ja tak til kaffen  

Der er lavet en del undersøgelser om det “gode håndtryk”. Selvom det kan virke som en lille detalje, har det betydning, om du klemmer en halvklam, vattet hånd eller næsten får klemt senerne ud af fingrene. Så find en god mellemvej. Et andet råd er at takke ja, hvis du bliver tilbudt noget at drikke. Det er en høflig gestus og giver mulighed for at small-talke inden samtalen rigtigt går i gang. På den måde kan fokus rykkes til et andet sted end samtalen, og du kan ryste lidt nervøsitet af dig. Det kan også anbefales at have et small-talk skuffespørgsmål parat om vejret, hvor længe vedkommende har været i virksomheden eller noget helt tredje, hvis du synes den del er svær.  

5. Hvad spørger vi om? 

Vi anbefaler, at du forbereder dig på spørgsmål inden jobsamtalen, som du højst sandsynligt bliver stillet. Det er meget forskelligt, fra virksomhed til virksomhed, hvordan jobsamtaler gribes an. Hos WolterJohannsen forsøger vi at skabe en åben og uformel dialog, for at få et så naturligt indtryk af dig som muligt, men det er ikke altid det, du kan forvente til en samtale. I andre virksomheder kan du måske opleve, at der er en mere formel struktur for, hvordan samtalen forløber. Og mange ledere er måske ikke særligt vante i samtalesituationen. 

Først og fremmest er det oplagt, at der spørges ind til, hvem du er. Her er din elevatortale brugbar, da du derved er sikker på at få lavet en god præsentation af dig selv. Derudover er det også oplagt at spørge, hvorfor du har søgt stillingen (din motivation), hvad du kender til virksomheden (din research), beskrive dit sidste job (din erfaring), hvad dine svage og stærke sider er (dine kompetencer), og hvordan du vil gå til de nævnte arbejdsopgaver. Ved at være bevidst om de spørgsmål på forhånd har du ekstra god mulighed for at forberede dig til samtalen. Omvendt er det dog også vigtigt at pointere, at svarene heller ikke skal virke for indstuderede, da samtalen dermed kan blive kunstig. Øv dig med en ven, partner eller foran spejlet, så du har nogle formuleringer klar i baghovedet.

6. Hvad skal du spørge om? 

På samme måde som det er fordelagtigt at være forberedt på hvilke spørgsmål, som du kan blive stillet af virksomheden, kan det også være anbefalelsesværdigt at forberede, hvad du selv skal spørge virksomheden om. Tænk på hvad der er vigtigt for dig at finde ud af, for at se om du matcher stillingen. Prøv at sæt dig i virksomhedens sted. Du kan spørge ind til arbejdsopgaverne, hvilke forventninger virksomheden har til dig, hvilke udfordringer de ser i stillingen, og hvilke målsætningerne du forventes at indfri. Stil fagligt relevante spørgsmål for at vise dit engagement og faglighed. Udskyd at spørge til hvilke goder, der er ved jobbet, deres barselspolitik og fridage indtil allersidst eller til anden runde af samtaler. Det er alt sammen fine spørgsmål at få besvaret på et tidspunkt, men kan komme til at virke krævende til den første samtale. 

7. Tænk over din fortælling 

Du skal selvfølgelig være ærlig til jobsamtalen, men samtidig sælge dig selv bedst muligt. Er du blevet fyret fra dit sidste job, fordi at du ikke havde de rette kompetencer til stillingen? Eller var din tidligere chef en idiot? Det er menneskeligt ikke at passe ind på alle arbejdspladser, og der er altid en grund til, at man har skiftet job. Men det er ikke den fortælling, som vi vil anbefale dig at tage med til din jobsamtale. Som rekrutteringsfolk lytter vi til årsagen til, at du gerne vil skifte job, og får vi følelsen af, at du flygter fra din nuværende stilling, vil vi komme i tvivl om din motivation for det job, vi taler om. Forsøg at lave en fortælling der er konkret, ikke virker tynget af negative følelser, beskriver hvorfor du søger nye veje, og naturligvis fortæller hvorfor stillingen I taler om, er en vej, du kan se dig selv gå.

8. Vær bevidst om dit kropssprog  

Selvom du svarer alle de “rigtige ting” er velforberedt og er iført dit stiveste puds, så bliver det billede forstyrret, hvis dit kropssprog viser det modsatte. Det er nemlig vigtigt, at du udstråler en vis åbenhed. Din krop og stemmeleje signalerer 70 procent af din kommunikation og skal så vidt muligt hænge sammen med dét, dine ord udtrykker. Derfor er det en god idé at undgå at lægge armene over kors, røre for meget ved dit hår, krumme ryggen eller stå uroligt og trippende, da dette kan signalere usikkerhed. Forsøg derimod at være åben og lyttende, hav øjenkontakt og rank ryggen. Når du taler, kan du også tænke over, hvilke fagter du bruger. Harmoni mellem krop og ord bliver helt ubevidst opfattet af det menneske, du sidder overfor– så øv dig foran spejlet inden samtalen! Bliver du nervøs til samtaler, så giv dig selv ro og lov til at trække vejret dybt i maven, når det ikke er dig der snakker. 

9. Følg op på telefon eller mail – men undgå at forstyrre 

Det er vigtigt at følge op på telefon eller mail, for at vise dit engagement. Det gælder både før og efter samtalen, og hvis du får afslag så bed om en ærlig grund til hvorfor. Omvendt er det vigtigt at pointere, at mange virksomheder har travlt, så undgå at kime virksomheden (eller recruiteren) ned med korte mellemrum, for de har en drift og en organisation, der skal køre ved siden af. Så overvej inden du ringer, hvad det er, du gerne vil have svar på i telefonsamtalen eller mailen? Tag imod den feedback du får, så open-minded som muligt, for det er gavnlig viden til næste samtale. Både arbejdsgiver og recruiter kender virksomheden, teamet og kulturen og vil have en fornemmelse af, om du passer ind – og det er ikke altid tilfældet. Hav tillid til at de kan bedømme det. 

10. Hav et “jobsamtale kit” klar 

Vi råder dig til at medbringe et “kit” til din jobsamtale i form af et print af dit CV, stillingsannoncen og en blok med spørgsmål og eventuelt stikord. Det er naturligvis ikke et decideret krav, men det viser, at du er velforberedt. Skulle det være relevant at tegne eller skrive noget på blokken for at beskrive en arbejdsopgave, en organisationsstruktur eller noget helt tredje, er det en god måde at give samtalen dynamik på. Er det en uformel samtale, er det i høj grad en god idé at have en blok med, hvor du kan notere dig detaljer og spørgsmål. 

11. Alle hepper på dig! 

For mange mennesker er jobsamtalen en frygtelig spændende situation, men for nogle er den også bare frygtelig. Vi oplever ofte, at folk er bange for at fejle – og måske ligefrem tror at vi er ansat til at finde dine fejl. Men som personerne på den anden side af bordet kan vi forsikre dig, at dette ikke er tilfældet. Vi ønsker altid, at du klarer dig bedst muligt, vi er ikke imod dig, men ønsker at lige netop DU lykkes. Dette er måske en rar tanke at have i baghovedet, når du bliver nervøs for din jobsamtale. Hvis du er nervøs for samtalen, kan vi også anbefale dig, at du ringer til virksomheden inden, eller besøger stedet hvor du skal til samtale, så du får afmystificeret situationen og føler dig mere forberedt. 


Nu skulle du gerne have fået en portion lavpraktiske råd og retningslinjer, som du kan benytte dig af, når du skal til jobsamtale. Sammen med vores øvrige guides til CV og ansøgning vil du kunne forbedre din jobsøgningsproces og dermed øge dine chancer for at lande drømmejobbet. 

Tak fordi du læste med og held og lykke med jobjagten! 

Har du har spørgsmål til indlægget, er du velkommen til at skrive til info@wolterjohannsen.dk

Del dette indlæg: