Måske har du tidligere læst vores artikelserie om “gode råd til jobsøgning” på vores blog, hvor vi har givet vores råd til et godt CV, en god ansøgning og en vellykket jobsamtale. I denne artikel vil vi modsat råde dig til, hvad du absolut ikke må sige til jobsamtalen, hvis du vil have en chance for at lande drømmejobbet! 


Hos WolterJohannsen har vi i gennemsnit godt en jobsamtale om dagen, og vi oplever derfor mange forskellige samtaler – nogle mere vellykkede end andre. Til jobsamtalen er det vigtigt, at du viser den bedste udgave af dig selv, og der er derfor nogle “jobsamtalefælder”, som vi vil råde dig til at undgå.

1. Undskyld jeg er for sent på den …

Hvis du er typen der har tendens til at komme for sent, kan vi anbefale, at du sætter dit vækkeur i ekstra god tid, den dag du skal til samtale. Det virker måske som et indlysende råd, men ikke desto mindre oplever vi indimellem, at folk kommer for sent.  Hvis uheldet er ude, og du er fanget i morgentrafikken så ring og meddel det til vedkommende, du skal til samtale hos. 

2. Hvad laver I her i virksomheden?

Det virker utroligt uprofessionelt ikke at have styr på, hvad der sker i den virksomhed, som du er kaldt til samtale hos. Så “gå på jagt” på firmaets hjemmeside, LinkedIn og Facebookside og notér dig relevant information og spørgsmål der opstår på baggrund af din research. Sider som proff.dk og NN erhverv kan give dig information om virksomhedens økonomi og nøgletal, der specielt er værd at se nærmere på, hvis du skal til samtale om en ledelses- eller salgsstilling.

3. Hvad er jeres feriepolitik?

Det virker uheldigt at spørge om fri, inden du overhovedet har fået jobbet. Arbejdsgivere er ude efter ansatte, som er engagerede og motiverede for jobbet, og derfor vil de fleste arbejdsgivere se rødt, hvis du begynder at tale om fri allerede til den første samtale. Andre spørgsmål om mulighed for nedsat tid og personalegoder er ligeledes emner, der er bedst at undgå til den første jobsamtale, medmindre du bliver spurgt.

4. Min tidligere chef var en idiot

Måske er det sandt, at din tidligere leder var et fjols. Men det er bedre at holde den information for dig selv, eller overveje hvordan du kan smide den udmelding på bordet uden selv at lyde som idioten. Det er menneskeligt ikke at passe ind på alle arbejdspladser, og der er altid en grund til, at man har skiftet job. Det er bare ikke den fortælling, som vi vil anbefale dig at tage med til din fremtidige jobsamtale – drej samtalen ind på din motivation for stillingen og tænk over din fortælling! 

5. Nej tak …

Jobsamtalen begynder allerede inden, du sætter dig i mødelokalet over for din måske kommende chef. Vi vurderer dig faktisk fra det sekund, du træder ind ad døren. Derfor er små detaljer som et fast håndtryk, at smile og at sige ja tak til kaffe et godt råd, for det signalerer åbenhed og høflighed. 

6. Jeg har ingen spørgsmål til stillingen …

Arbejdsgivere vil gerne finde medarbejdere, som viser interesse og engagement, og det er derfor vigtigt at have forberedt nogle spørgsmål inden samtalen. Vær nysgerrig og spørg ind til arbejdsopgaverne, hvilke forventninger virksomheden har til dig, hvilke udfordringer de ser i stillingen, og hvilke målsætninger de forventer, at du indfrier. Når du stiller fagligt relevante spørgsmål, viser du engagement og faglighed. 

Har du spørgsmål til indlægget, er du velkommen til at skrive til info@wolterjohannsen.dk

Del dette indlæg: