• Benedikte Blokkebak
  • Blog / Jobsøgning / Rekruttering /

Det er bestemt ikke sjovt at give afslag til håbefulde kandidater, men ikke desto mindre er det én stor del af rekrutteringsprocessen. Hos WolterJohannsen modtager vi rigtig mange CV og ansøgninger på daglig basis, og det er derfor ganske naturligt, at vi også ofte må vende tilbage med et afslag. Selvom det, indlysende nok, aldrig er sjovt – så findes der måder, som er bedre at give den hårde besked på end andre. Så hvis du ligesom os sidder og skal give afslag til håbefulde kandidater, så vil vi i denne artikel give dig vores råd til, hvordan du på bedste vis giver et begrundet afslag.   


Selvom det er tidskrævende at vende tilbage til alle kandidater, så er det en vigtig og uundgåelig del af processen. Hos WolterJohannsen er vi selvfølgelig ikke perfekte, men vi kan i høj grad sætte os ind i, hvordan det er at sidde på den anden side af bordet. Derfor forsøger vi også at vende tilbage hurtigst muligt i respekt overfor kandidaten. Derudover er feedback også vigtigt for både virksomhedens omdømme og behov for dygtige medarbejdere. Undersøgelser viser nemlig at både manglende og mangelfulde afslag, har stor indflydelse på kandidaternes opfattelse af virksomheden og lysten til at købe virksomhedens produkter fremadrettet. Manglende afslag er derfor ikke godt for din virksomhed, da du hurtigt kommer til at udstråle, at du er ligeglad med andre mennesker, hvilket kan resultere i et dårligt omdømme.

I forhold til dit behov for dygtige medarbejdere så kan kandidaten sagtens vise sig at være relevant til en anden stilling på et senere tidspunkt. Hvis personen gik videre til samtalen, kunne man forestille sig at vedkommende havde en vis mængde af kvalifikationer, og hvem ved hvornår du får brug for en ny medarbejder?

Derfor er det klogt at efterlade et så positivt indtryk som muligt hos kandidaten.

Hvordan gør du?

Der er selvfølgelig forskel på at give feedback til de kandidater, som du allerede sorterer fra i screeningsprocessen og så dem, som du har haft til samtale. I denne artikel fokuserer vi på dem, som du har haft til samtale. Selvfølgelig skal de ansøgere, som du har sorteret fra også have svar, men det må gerne være et standardsvar – bare at de får et svar, så de kan komme videre i deres jobsøgningsproces. Et standardsvar kunne eksempelvis udformes som: “Tak for din ansøgning, vi har modtaget rigtig mange ansøgninger til den pågældende stilling, og du er desværre ikke iblandt dem, som vi ønsker at se til en samtale. Vi ønsker dig held og lykke med din videre jobsøgning”. Hvis kandidaten har yderligere brug for uddybning, må vedkommende være opsøgende og ringe til dig – ellers bliver det en alt for tidskrævende proces.

De ansøgere som du har haft til samtale skal modsat have en mere uddybende begrundelse og feedback på, hvorfor du har valgt at gå videre med en anden kandidat. Det er tidskrævende, men også nødvendigt. Hos WolterJohannsen tror vi på ordentlighed, åbenhed og kvalitet, og vi vægter derfor også at give en ærlig og åben feedback. På denne måde kan du fremme kandidatens jobsøgningsproces og hjælpe vedkommende bedst muligt videre.

Mail eller opkald?

Der findes flere måder at levere beskeden på – både mail, opkald eller et møde. Hos WolterJohannsen benytter vi os primært af opkald, men sommetider også mails. Det gode ved mails er at du kan give en detaljeret beskrivelse uden at glemme vigtige detaljer. Fordelen ved et opkald er, at det er mere personligt end en mail, og samtidig får kandidaten mulighed for at stille opklarende spørgsmål undervejs.

Ved et opkald er det vigtigt at give konstruktiv feedback, da du som nævnt ikke ønsker at brænde broer eller efterlade et negativt indtryk hos kandidaten. Selvfølgelig skal du være ærlig, men det er samtidig også vigtigt både at give ris og ros. Derudover kan du nævne de områder, kandidaten skal have styr på næste gang eller erfaringer og nye kvalifikationer, som kandidaten kan gå i gang med at tilegne sig gennem et kursus eller lignende. Til slut kan du opfordre kandidaten til løbende at opdatere sin profil i jeres CV-database, så I har mulighed for at kontakte vedkommende, hvis I ser fremtidige muligheder i jeres netværk. På den måde bibeholder du en god kontakt til kandidaten.

Vi håber, at denne artikel har givet dig et par brugbare råd, så du husker at give et begrundet afslag, næste gang I skal rekruttere!


Har du spørgsmål til indlægget, er du velkommen til at skrive til [email protected]

Del dette indlæg: