• Benedikte Blokkebak
  • Blog / Jobsøgning /

Der er flere sociale medier, hvor man i dag kan gøre opmærksom på sig selv i forhold til sin jobsøgning. I sidste uge kunne du læse vores guide til, hvordan du optimerer din LinkedIn profil, og i denne uge vil vi fokusere på din Facebookprofil, som også kan være relevant i din jagt på drømmejobbet. Det gode ved Facebook er, at du som regel allerede har et netværk bygget op og derfor kan begynde din jobsøgning med det samme – nemt og hurtigt. Så læs med her og få vores 7 bedste råd til, hvordan du bruger Facebook i din jobsøgning.


Selvom LinkedIn måske er verdens største professionelle netværk, så kan man ikke komme uden om at Facebook er verdens største sociale netværk. Faktisk er Facebook den 4. mest brugte rekrutteringskanal (Rekrutteringsanalysen 2018), så der er ingen undskyldninger for ikke at udnytte denne platform i din jobsøgning. Dog skal du også være opmærksom på, at Facebook ikke bliver en “hvilepude” i din jobsøgning, da vores adfærd og tid på de sociale medier hurtig kan blive ineffektiv.

1. Udnyt dit personlige netværk

Måske synes du, at det virker underligt og uvant at involvere dit private netværk i din jobsøgning? Det forstår vi godt, men omvendt er det også vigtigt at pointere at ca. 80 % af danskerne benytter Facebook. Derfor findes en stor del af dit netværk også på denne platform. Både dit personlige netværk, dine venners netværk og potentielle arbejdsgivere, som alle besidder hver deres job i vidt forskellige brancher. En anden fordel ved Facebook er også, at du højst sandsynligt har en mere uformel og personlig relation til flere af dine Facebookvenner, og derfor kan det være nemmere at række ud og finde hjælp på denne platform.

2. Just do it!

Hvis du er jobsøgende, er det vigtigt, at du får spredt dit budskab. Husk, at ingen kan hjælpe dig, hvis du holder det hemmeligt, at du søger job. Du kan for eksempel skrive lidt om din baggrund (uddannelse, job), og hvem du ønsker at komme i kontakt med (virksomheder, brancher). Hvordan du vælger at formidle det på Facebook, er op til dig. Det vigtigste er, at du gør noget, og at du viser dine interesser, drive og passion – så er der en øget chance for at dit netværk vil hjælpe dig så godt, som de kan.

3. Vær kreativ og skil dig ud

Der er ikke én opskrift på en god jobsøgningsstil på Facebook, og der er uendelige muligheder for, hvordan du kan gøre det. En god idé kan dog være at inkludere noget visuelt i dit opslag, eksempelvis et billede, en video eller en GIF. På denne måde øger du med stor sandsynlighed chancen for, at nogle lægger ekstra mærke til dit opslag i feedet.

4. Vær personlig og skriv en Messenger-besked til dit netværk

Der er som sagt ikke en fast opskrift på, hvordan du skal gribe din jobsøgning an. Du kan både lave opslag, som rammer vilkårligt ud i dit netværk, og du kan skrive en privat Facebookbesked til de personer, som du tænker kan hjælpe dig og som vil holde øjne og ører åbne for dig. Det gode ved den personlige besked er at du hurtigt kan få kontakt og respons.

5. Udnyt din elevatortale

Vi har tidligere berørt elevatortalen i vores artikel med “Gode råd til jobsamtalen”, og den kan være nyttig som inspiration til dit Facebook opslag eller en privat besked. Elevatortalen er en kort præsentation af dig, der rummer en beskrivelse af, hvad du kan, hvilken værdi du kan skabe og hvor du ønsker at søge job (branche, virksomhedstype, geografi).

6. Følg potentielle arbejdsgivere

Det er en god idé at følge virksomheder, som du kunne have interesse i på Facebook. Mange virksomheder bruger deres facebookside til at vise, hvem de er “bag kulisserne”. På denne måde kan du måske opsnappe noget viden, som kan klæde dig lidt bedre på til at ringe til virksomhederne eller at gå til jobsamtale. 31 % af virksomhederne formidler også deres ledige stillinger på virksomhedens facebookprofil (Rekrutteringsanalysen 2018), så du kan holde dig opdateret.

7. Meld dig ind i jobgrupper

På Facebook findes der et hav af grupper, som du kan blive en del af. Jobfisk har eksempelvis lavet denne guide til jobgrupper, som er fordelt i hele landet. Det eneste du skal gøre er at klikke på grupperne og følge eller søge om medlemskab i dem, som er relevante for dig. På denne måde øger du chancen for at finde dit næste job og kan holde dig opdateret. Du kan ligeledes søge på grupper fordelt efter branche og erhverv.


Rigtig meget held og lykke med din jobsøgning på de sociale medier!

Har du spørgsmål eller kommentarer til indlægget, er du velkommen til at skrive til [email protected]

Del dette indlæg: