• Benedikte Blokkebak
  • Ansøgning / CV / Jobsamtale / Jobsøgning /

Måske du allerede har forestillet dig, hvordan du med klar og tydelig røst vil svare “ja”, når du får tilbudt drømmejobbet? Hvordan du vil være lykkelig, når du går på arbejde? Hvordan du endelig vil have fundet din rette hylde… men efter et par dage, begynder bekymringerne at indtræffe. Hvorfor ringer de ikke? Efter en uge modtager du et afslag … du har ikke fået jobbet.


Hvis du kan nikke genkendende til ovenstående – at du gang på gang føler dig som taberen i jobsøgningsspillet? Så skal du læse med her, hvor vi giver dig vores 5 bedste råd til, hvordan du tackler et afslag og kommer videre i jobsøgningsprocessen.

1. Det er ok at være skuffet, men husk også at bevare optimismen!

Det er selvfølgelig ganske forståeligt, at du føler dig skuffet over ikke at have fået jobbet. Du har sikkert gjort dig umage med ansøgningen, poleret dit CV i dagevis og har i det hele taget fulgt alle de gode råd, der findes om effektiv jobsøgning. Dog er det også vigtigt, at du ikke lader skuffelsen og ærgrelsen tage overhånd.  Du skal derimod prøve at se afslaget som en mulighed for, at reflektere over hvad du har gjort rigtigt og forkert. Prøv at se jobsamtalen, CV- og ansøgningsskrivningen som en form for “træning”, hvor du hver gang har mulighed for at forbedre dig til næste gang. På denne måde kan du anskue jobsøgningen som en form for selvudvikling, hvor du bliver klogere på dig selv og dine kompetencer – så du i sidste ende kan lande drømmejobbet.

2. Tag det ikke personligt

Jobsøgning hænger uundgåeligt sammen med afslag, og derfor er det også vigtigt ikke at tage et afslag personligt. Hos WolterJohannsen oplever vi ofte, at der er rigtig mange ansøgere til vores opslåede stillinger, og dette skaber en stor konkurrence blandt ansøgerne. Derfor er det en god idé at sætte forventningerne lavt, når du søger job – samtidig med at du selvfølgelig skal tro på det bedste hver gang. Hvis du oplever rigtig mange afslag i træk, kan du måske også overveje, om du skal lave en ny strategi, og om du søger job de rigtige steder? Du kan eksempelvis lave en plan for din jobsøgning, hvor du målrettet laver en liste over hvad du kan, og hvor du gerne vil hen. På denne måde tager du selv styring over din jobsøgning.

3. Kræv en uddybning og tag ansvar!

I sidste uge udgav vi en artikel, som omhandlede vigtigheden af at begrunde et afslag, så du kan komme bedst muligt videre i din jobsøgningsproces. Hvis du, som beskrevet i artiklen, oplever at få et standardsvar fra virksomheden, kan det være en god idé at ringe virksomheden op og spørge nærmere ind til, hvorfor de ikke valgte dig. Du kan eksempelvis spørge til på hvilke områder, din profil ikke passede til jobbet eller hvilke kvalifikationer, du manglede. Dette råd er gældende, både hvis du er blevet kaldt til samtale eller ikke er blevet indkaldt. I forhold til det første, så gælder det om at spørge til, hvad du kan gøre bedre til jobsamtalen. Hvis du har ventet længe på svar fra virksomheden, er det også vigtigt at huske, at du selv har et ansvar, og at det engang imellem kan glippe for virksomheden. Så hvis du har ventet længe på en tilbagemelding, er det en god idé at kontakte virksomheden selv. På denne måde tager du ansvar for din egen jobsøgningsproces.

4. Få feedback fra andre  

Det kan også være en god idé at få andre til at gennemlæse din ansøgning og dit CV, og få feedback på hvordan du kan optimere begge dele i fremtiden. Man kan stirre sig blind på sine egne småfejl, og det kan være svært at tage de objektive briller på, når man arbejder på sin egen ansøgning. Det kan være en ven eller et familiemedlem, hvis mening du respekterer og som har god føling med, hvilken type arbejdsplads du leder efter. Hvis du mangler gode råd til CV- og ansøgningsskrivning, kan du også læse vores guides på bloggen til “det gode CV” og “den gode ansøgning”.

5. Tag ikke et nej for et nej

Selvom du har fået et afslag fra virksomheden, behøver du ikke at give op. Hvis du har fået et skriftligt afslag, kan du eventuelt maile tilbage, eller endnu bedre ringe til vedkommende, som har givet dig besked for at sige tak for deres tilbagemelding. Her kan du også spørge til om virksomheden har en CV-bank for potentielle kandidater til fremtidige stillinger? Hos WolterJohannsen kan du altid oprette dig i vores CV-database, så kan vi kan kontakte dig, hvis vi finder nogle muligheder, der er relevante for dig. Gør det klart for den person du taler med, at lige netop denne virksomhed er din store drøm, og at du er meget interesseret i at høre om fremtidige, åbne stillinger. Hvis du ikke hører noget fra dem i den nærmeste fremtid, så følg op, og sørg for at de ikke når at glemme dig. Alternativt kan du også foreslå en virksomhedspraktik eller lignende, hvis du er nyuddannet og mangler erfaring.


Vi håber, at du kunne bruge denne guide til at få et mere optimistisk og konstruktivt syn på det at få et afslag. I stedet for udelukkende at fokusere på det at søge job som en frustrerende og stressende proces, kan du prøve at se det som et forløb, hvor du lærer dig selv og dine kompetencer bedre at kende. Af erfaring ved vi nemlig, at der nok skal være et job til alle – det kan bare godt tage tid. Held og lykke med din jobsøgningsproces!

Har du spørgsmål til indlægget, er du velkommen til at skrive til [email protected]

Del dette indlæg: